Folkets klimamarch – København 2017

Meteorologerne lovede regn og kulde i det københavnske den sidste weekend i april, men heldigvis tog de fejl. Lørdag den 29. April rullede min datter Clara og jeg ind med toget på hovedbanen til lunt forårsvejr. Vores mål var Christiansborg Slotsplads, hvor dagens store klimamarch skulle tage sin begyndelse. Det var dagen for Donald Trumps første 100 dage på posten som USAs præsident, og den skulle naturligvis markeres ved at sætte spot på klimaet verden over. I hundredevis af storbyer rundt om i verden var der klimademo, – i Danmark var det i København det foregik.

Talentfulde taler

Folk var mødt talstærkt op, da vi indfandt os på slotspladsen. Især mange organisationer var tilstede, såsom Verdens skove, Greenpeace og Noah. Enkelte politikere samt miljøforkæmpere stod parat til at indtage talerstolen. Medier har af gode grunde det sidste lange stykke tid haft opmærksomheden rettet mod afsmeltningen af Arktis, og det var det også dagens særlige emne. Pernille Skipper fra Enhedslisten var én af de første på podiet, og hun havde regeringens nye planlagte olieboringer på programmet. Boringer hun helst så sløjfet. En klimaaktivist fra Greenpeace referede en happening i Finland, som havde kostet hende et fængselsophold. Og en smuk grønlandsk kvinde fik åbnet vores øjne for, hvordan klimaforandringerne har store fatale konsekvenser for eksempelvis hendes folk, der er afhængig af isen og det tilhørende dyreliv i Grønland. Hun fik fortalt hendes historie med så stor oprigtighed og intensitet, at vi alle blev meget tavse og fortvivlede på hendes og hendes folks vegne. Ikke kun isen vil forsvinde, også små samfund og befolkningsgrupper, der har eksisteret i tusinder af år. Hendes tale var stærk og følelsesladet! Et grønlandsk band afsluttede talerne med melodiøse rocknumre, og med den musik blev marchen sat igang.

Munter march

En fællesskabsfølelse, der længe har været fraværende i mit liv, dukkede pludselig op, da vi satte igang side om side til lyden af grønlandske toner. Skøn stemning. En politieskorte dukkede op og folk hejste deres banner og skilte. Turen var planlagt til at følge kanalen, og deltagere med gangbesvær kunne dermed sejle “marchen”. Der blev spillet musik undervejs, danset og på én af de mange broer havde et sambaband indtaget fortovet og slog løs på trommer og andre instrumenter. Brasiliansk power opstod. Det smukke lune vejr holdt ved og længere henne i marchen fik en ghettoblaster The Beatles til at genopstå for en stund. Der var ægte demostemning, men for desværre en meget trist og fatal sag. Klimaforandringerne er igang og kan ikke bremses, men vi kan, hvis vi vil, gøre en indsats for at mindske konsekvenserne. Regeringen ( erne ) har det sidste ord, for som der stod på et banner “Systemforandringer, ikke klimaforandringer”. Samfundets struktur og kerneværdier skal ændres. Klode før kapital.

Politisk fravær

Marchen endte ved udgangspunktet, på slotspladsen. Der blev sagt et par afsluttende ord på podiet, og derefter tog Alternativet over med et lille afterparty på pladsen… Enhedslisten og Alternativet var de eneste politiske partier, der deltog i arrangementet, hvilket skabte lidt forundring, – i hvert fald hos mig. Hvor var SF, De Radikale. Socialdemokratiet og alle de andre? Burde der politisk ikke være en fælles front, der kæmper for kloden? En grøn fælles front?
Det er uforståeligt at vores klode, og dermed vores eksistens, ikke har en naturlig førsteprioritet på den politiske dagsorden. Hvad er det de venter på eller ikke forstår? Der er rigelig med evidens for, at klimaforandringerne er menneskeskabte og at eksempelvis CO2 udledning er en væsentlig synder. Men vækst trumfer klodens tilstand og med kapitalistiske præsidenter og virkelighedsfjerne miljøministre på posterne, så er det op ad bakke.

Lukker vi alle øjnene

Men ikke kun politikerne har svært ved at komme ud af hullerne. Vi har alle svært ved at forstå sagens alvor. Adskillige eksperter har bud på hvorfor, og et af dem er at menneskets hjerne ikke har udviklet sig specielt meget siden stenalderen. Derfor reagerer vi bedst på trusler, som vi i tidernes morgen også kunne relatere til. Trusler som har noget med os selv at gøre eller har indflydelse på os nu og her. Trusler der skaber pludselige forandringer i vores miljø eller resulterer i uretfærdighed. Klimaforandringernes konsekvenser hører primært til i fremtiden, så er derfor problematiske for stenalderhjernen.
En anden teori er “Optimism Bias”. Den handler om, at vi altid tror, at problemerne rammer de andre, ikke os selv. Orkanerne rammer et andet sted og oversvømmelser og temperaturstigninger ligeså.
Andre forskere og psykologer igen foreslår, at det også handler om, at vi mennesker kun har plads til en begrænset mængde bekymringer. En såkaldt “pool of worry”, hvor der typisk indgår bekymringer vedrørende vores familie, arbejde, penge, helbred og kriminalitet. Her er der måske ikke så meget plads til klimaforandringer. Så der mange grunde og mange bud på, hvorfor vi ikke smider, hvad vi har i hænderne og straks griber til handling.

Det svært, der er trist og det er tragisk. Måske forstod passagerer og besætning i 1912 heller ikke alvoren, da Titanic var ved at gå under. De var jo på jomfrurejse med verdens første synkefri skib, så de lukkede ører og øjne og festede igennem til den bitre ende. Lad os håbe, at vi trods alt får rykket, reageret og sat ind og igang, inden festen er forbi. Også politikerne. Især politikerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *