Strejf af øKO-lykke 🍀

Lyden af hundebjæf, livlige høns og kvidrende eksotiske volierefugle rammer os som det første, da vi stiger ud af bilen på gårdspladsen på det økologiske landbrug, Haugaard i Vojens. Græsset er grønt, forårssolen skinner svagt og datoen siger Stor bededagsferie og bondegårdsretreat! En dame i arbejdstøj dukker op i det fjerne. Det er Jette, gårdens topenergiske “bondemand”; der driver hele pibetøjet med 500 økologiske malkekøer, høns, hunde og afgrøder fra de omkringliggende marker. Hun hilser os velkommen på klingende sjællandsk, der afslører, at hun har trådt sine barnesko et helt andet sted…

Royal bolig med alt hvad man kan ønske sig!

Vi skal tilbringe en enkelt nat på den økologiske bondegård, og bliver sammen med vores netop ankomne venner, præsenteret for den rigeligt store lejlighed på hovedgården, der skal være vores bolig i denne miniferie. Og der mangler absolut intet! Billard, boblebad, aktivitetsspil og fine hyggelige værelser med udsigt ud over det sønderjyske terræn. Den omkringliggende have rummer ejendommelige træer, hestefold, hønsegård, naturlegeplads, bålhytte og opvarmet swimmingpool i årets varme måneder. Helt perfekt!
Gården var i fordums tid royal landevejskro, hvor Frederik den 7. yndede at komme forbi til en velsmagende omgang brændevin. Det var faktisk på hans befaling, at der altid var gode flasker på lager til hans spontane besøg. Hans håndskrevne spiritusbevilling eksisterer stadig i glas og ramme på én af Haugaards vægge.

Ko-drivning

Vi forlader den royale bygning og bliver de næste par timer taget ud på en interessant rundvisning på gårdens 600 hektar jord. Her møder vi alt fra nyfødte kalve og kåde tyre til gårdens gigantiske malkeapparat, der mest af alt minder om en karussel i slowmotion. Børnene er begejstret, overvældet og springer straks til da bondedamen tilbyder deltagelse i ko-drivning. Køerne skal på græs efter, at de i ugevis har opholdt sig inde i den kæmpemæssige hal. Nu skal de ud i den friske luft og spise gule sprøde mælkebøtter og vitaminrigt græs. At skifte almindeligt foder ud med friskt grønt græs gør en stor forskel for både kvalitet og smag, fortæller gårdejeren, Jette.

Tilbage til ko-drivningen. Vores 5-årige søn, August, går til den med stor iver og udvikler sine egne fugleskræmselsfakter. De kan skræmme selv den største ko, forsikrer han! Råb og klap skal der også til, og snart er de første 300 køer kommet videre i dagens program.
Det er fantastisk at være i dette landbrugsmekka og komme i kontakt og berøring med både store og små køer. De kære kalve er næsten ikke til at stå for; bambiøjne og lækker blød pels holder os til kalveområdet i lang tid.

Den smukke og den barske virkelighed

Mens vi allermest fordybet i kalvenes verden, kommer Jette løbende og bebuder kalvefødsel. De vordende køer holder til på et lille område for sig selv, og da vi når frem, ligger der ganske rigtigt en ko i mudderet og er i fuld gang med at kælve. Jette påfører kalvens ben, der er på vej ud, nogle kæder, og så er det ellers bare med at trække og lægge kræfter i. Vores venners og vore egne børn lægger ud, men kalven sidder temmelig godt fast. Så først med hjælp fra fædrene lykkedes det at få ungen ud og levende til verden. En fin kalv ser dagens lys og i det samme bryder forårssolen for alvor frem. Vi navngiver den, som det naturligste, Sunshine!

Denne fødsel, denne stærke begivenhed kommer til at gå over i historien for os alle! De færreste bymennesker kommer i nærheden af en dyrefødsel, men det er naturligvis og heldigvis, hvad man kan opleve på en bondegård. Vores børn fik på denne dag en helt enestående autentisk og i den grad gavnlig indsigt i, hvordan dyrene, menneskene, ja verden fungerer. Dagen efter besøger vi vores lille Sunshine i sin kalveindhegning, og den ser ud til at trives. Den strutter af nyfødthed med vaklende bevægelser og lidt skræmte blikke, mens den putter sig i høet. Den er knapt et døgn gammelt og helt alene. Haugaard er et produktionslandbrug, og ligesom på konventionelle landbrug, adskilles kalv og moder efter få timer. Det virker måske lidt råt på den besøgende, der er ankommet med bonderomantiske forventninger, men dette er vilkårene.
Efter at have besøgt den nyfødte konstaterer vi desværre i indhegningen længere henne, at én af de lidt ældre kalve har det svært dårligt. Den ligger fladt ned med åbne øjne og uden nogen tegn på aktivitet. Kalvepasseren konstaterer, at hjertet stadig slår, men at den er holdt op med at trække vejret. Den går bort kort tid efter, og vi kan ikke andet end blive lidt bedrøvede midt i den ellers berusende kalveatmosfære.
For en gårdejer nytter det dog ikke noget at lade sig følelsesmæssigt påvirke. Jette pointerer, at det for hende ikke kan betale sig at sætte alle sejl til for at holde liv i en lille kalv. Hun bruger 1000 kr. på at opfostre kalven med mælk og sælger den videre for 800 kr. Så i virkeligheden er det ikke nogen god forretning for en forretningsdrivende.

Grøn magi!

Udover malkning, ko-drivning, fødsel og død er bondegårdsweekenden også krydret med andre ingredienser. Eksempelvis kørsel i en gigantisk John Deere traktor med tvillingehjul, hvilket skaber stor begejstring for både små og store traktorentusiaster. Vi kommer ligeså op på ryggen af både gårdens ATV, pickup truck og de skønne shetlandsponyer, der græsser i gårdens forhave. Vores grillede måltider indtages i den fine bålhytte tilsat et par nysgerrige muhende besøg af de utålmodige vordende køer, som uden tvivl undrer sig over vores aktivitet og tilstedeværelse lige ved siden af barselsgangen. Det er max hyggeligt, og et ophold, der på et døgns tid udvikler sig til en bondegårdsoplevelse i topklasse. Den får 6 stjerner ud af 6 mulige.
Den energiske gårdejers engagement og gode humør kombineret med skønne, autentiske og horisontudvidende oplevelser om det virkelige liv på landet gir os strejf af lykke fra start til slut 🍀

FAKTA:

Haugaard er et produktionslandbrug, der blev omlagt til økologi i 1998. i dag er der 500 malkekøer + opdræt og 600 ha jord, hvoraf de 300 ejes af gårdejeren.

Første etage i den gamle stuehus fra 1825 indeholder 5 værelser, med plads til 11 overnattende. Pris pr voksen er 400 kr og pr. barn 200 kr

———————————————————————————————–

Jette Jacobsen, landmand og bondegårdsansvarlig
Ribevej 75, Gabøl
6500 Vojens
Mobil: 4016 9017
E-mail: jette@hauggard-ko.dk

Læs mere på; http://www.haugaard-ko.dk

 

 

 

 

 

Bliv nysgerrig på naturfolk….

En ung smuk kvinde og en ditto ung mand boltrer sig i bølgerne i havet nær den øde ø, som de er strandet på. Det er først i 80’erne og jeg sidder klinet til mine forældres gamle fjernsyn betragtende det lette og eksotiske liv, der ruller hen over skærmen. Scenerne er fra filmen Den blå lagune, som var datidens hotte stjerneskud på filmhimlen. Jeg var på daværende tidspunkt kun omkring de 8-9 år, men alligevel skabte filmen en helt særlig længsel indeni mig. Længsel efter at leve et let, autentisk og simpelt liv, være tæt på naturen og opleve dens fantastiske rigdom. Filmen skildrer hovedsageligt det primitive liv på øen som meget paradisisk i en fuldstændig ren og uspoleret natur. En tilstand i naturen, der ikke længere er at genfinde. Ligeså et romantiseret og let liv, der er langt fra den reelle virkelighed i naturen.

Den levende natur

At leve primitivt i og af naturen har folk dog gjort i tusindvis af år. På trods af at civilisationer har udviklet sig, har mange naturfolk bevaret deres levevis og kultur. Naturen har ikke været et fremmedgjort objekt, men tværtimod en ven, kilden til deres liv og deres fundament. Et fundament ofte med iboende guder! – Og hvem vil ikke gerne have et godt forhold til de guder, som sørger for regn, sol og frugt på træerne og fisk i vandet. For dem var og er naturen levende og besjælet. Et økosystem, som de er en del af og ikke adskilt fra. Mennesket er jo i virkeligheden et dyr, mennesket ER naturen.

Mere sjæl….

Det faktum, at vi mennesker også tilhører naturen, har vi i det vilde vesten tilsyneladende glemt alt om. Vi er efterhånden alle bevidste om de fatale klimaforandringer, der er under udvikling, men vi har glemt, at vi er en del af det store hele. Vi kan påvirke naturen, men vi kan ikke styre den. Vi prøver så godt vi kan at gøre brug af teknologiske innovative løsninger, som naturligvis er af det gode. Den grønne teknologiske omstilling er en absolut bærende nødvendighed, men den er ikke nok. Vores fundamentale natursyn og vores metafysik skal på banen, da vores adfærd har rod i vores kulturelle værdier. Vi kan ikke nøjes med at justere os ud af klimakrisen, vi skal have sjælen med.

Og den sjæl, den hengivelse og integration i naturen, den finder vi hos mange primitive folkeslag. De er ikke kun bevidste om deres naturbevarende adfærd, de har også har også en helt speciel åndelig forståelse for naturen og dens altafgørende værdi. I 1998 udsendte en række indfødte nordamerikanske folk den såkaldte “Albuquerque Declaration”. Her pointerede de:
“ Vi bærer den viden og de forestillinger, som verden har brug for i dag. Vi ved, hvordan man skal leve med dette land: Vi har gjort det i årtusinder. Vi er et kraftfuldt spirituelt folk… Vores storfamilie omfatter vores Moder Jord, Fader Himmel og vores brødre og søstre, dyrene og planterne”
Smukt og sigende. Man får straks lyst til at opsøge disse vise mennesker og få opskriften på, hvordan vi lever det gode autentiske liv i pagt med naturen.

De naturbevarende kulturer

Ligesom vi vesterlinge er grupperet i forhold til kulturer og mentalitet, så er de oprindelige folk jo også forskelligartet verden over. Fælles for dem er dog, at de alle har en kultur og religion, der er forankret i naturen. Og som en integreret del af deres religioner eksisterer krav om respekt for naturen og påbud, der varetager naturens interesser.
I DR Congo påbyder naturfolkets religiøse overbevisning eksempelvis , at visse skovområder skal have hviledage på forskellige tidspunkter, så der dermed ikke drives jagt konstant året rundt. På samme vis forefindes der i Ghana nært totemistisk slægtskab mellem visse dyr og mennesker og træer. Der må derfor ikke udøves vold mod disse dyr og træer, da de sidestilles med brødre og søstre. Andre steder igen findes der hellige Lunde og bjerge, som i den grad skåner naturen for overbelastning og ressourceudtømning. På hver sin måde eksisterer der altså, af religiøse årsager, praktiske påbud, der skaber økologisk balance og naturbevarelse.

Tænk langsigtet…

Parallelt med disse praktiske påbud findes der utallige åndelige og filosofiske perspektiver og anskuelser, der er blevet overleveret fra generation til generation igennem tiden. Vise ord og i virkeligheden logiske betragtninger, der som vi i den vestlige verden kunne lære meget af.
Især én anskuelse har her på det seneste fået min fulde opmærksomhed; Stammer iblandt de indianske folk tager nemlig højde for de næste mange generationer, når de foretager større forandringer. De tænker 7 generationer frem! De har nøje for øje, hvilke konsekvenser deres handlinger har for deres næstes næstes næstes næste….. Jeg tænker, at det hellige 7-tal er symbolsk, og udsagnet skal opfattes som en forvisning om, at det indianske folk generelt ikke kunne drømme om, hverken at udnytte, forstyrre eller destruere det økologiske kredsløb, som de både er en del af og afhængige af mange generationer frem i tiden.
I modsætning dertil synes vi vesterlændinge tænker utrolig kortsigtet, drevet af et stort behov for hurtig ussel mammon. Vi udfører handlinger uden omtanke med ofte negative og fatale konsekvenser for naturen til følge, og dermed også os selv. Et yderlig outcome for os mennesker har i denne proces været, at vi er blevet fremmedgjorte fra naturen og har placeret det guddommelige udenfor os selv, langt væk i det ydre rum.
Vi er blevet menneskecentreret i stedet for mangfoldige. Vi har glemt , hvor vi kommer fra… og det på trods af, at vi er det højest udviklede dyr på jorden..

Tid til forandring

Der er brug for en radikal forandring. En revolution! “ Gør oprør”, som den nu afdøde franske modstandsmand og diplomat Stéphane Hessel opfordrer til i hans bog. Men ikke kun oprør i forhold til vores adfærd og den kapitalistiske verden, hele vores mindset skal ændres til at kobles på naturen igen. Vi skal have respekt for den. Naturen er ikke død, ikke en ressource, som vi blot kan bruge løs af, men spildlevende. Vi skal indgå i en samhørighed med med dyr, planter, stof og energi. Og vi skal naturligvis sætte økologi over økonomi!

Måske er en simplificeret udgave af vores nuværende livstil løsningen. Tilbage til rødderne og autenciteten. Tilbage til The Real Thing, som passende kan udfylde det tomrum, som vi i dag udfylder med konsumerisme og ligegyldig underholdning. Væk fra larmen, støjen, egoet og selviscenesættende adfærd. Tilbage til drømmen om og måske genskabelsen af stemningen i Den blå lagune; nærheden, roen, fordybelsen og kærligheden til livet og til moder jord.

Et helt særligt hus….

Vi vandrede afsted i skumringen på Vesterbro en usædvanlig rolig fredag aften…. Københavns borgere var uden tvivl gået på weekend. Et stykke henne ad vejen kunne vi se en lille forsamling af mennesker og barnevogne, der ventede. De ventede på at blive lukket ind i varmen og i fællesskabet. Også i aften kunne de slippe for at stå i køkkenet. For ikke at tale om besværet med at få købt ind og få lavet mad lige midt i ulvetimen. Vi, min kæreste og jeg, fulgte trop og snart stod vi og betalte for adgang til Absalons gastronomiske lækkerier. Vi vist var heldige, for der var kun få pladser tilbage. En sød ung pige viste os hen til et 8 personers bord, og vi kunne langt om længe sætte os til rette. Forventningsfulde og sultne ventede vi på at klokken slog 18, så vi endelig kunne sætte tænderne i den kollektive nadver….

Konvertering til folkelighed

Absalon kirke, som var aftenens ramme for middagen, lagde i 2015 sin kristne fortid bag sig og skiftede gudstjenester og andre kirkelige handlinger ud med fællesspisning, yoga, teatertræning, swingdance, strikkeklub, foredrag, bordtennis, skak samt mange andre kreative og inspirerende aktiviteter for alle aldre. Vesterbro fik det år et folkehus, hvor lokale og andre borgere kunne mødes og være sammen på nye måder. Borgerne omkring anser selv Absalon, som en forlængelse af deres egen dagligstue, hvor de kan hygge og socialisere med venner og familie under de alsidige aktiviteter eller blot restituere i sofagemakkerne. De oplever, at det der giver livet værdi, er de sociale bånd, – det er livskvalitet, og det giver en ekstra dimension til deres liv…. Absalon kan noget helt specielt, ikke noget nyt som sådan. Men måske er det man kalder gammel god vin i en ny og kollektiv flaske…

Hygge, socialt samvær og ikke mindst en forrygende stemning var de nøgleord som for os, beskrev denne fredag aften på Absalon allerbedst. Mens vi ventede på maden brugte vi tiden på at opklare og afklare, hvilke medborgere vi skulle tilbringe aftenen sammen med. Jeg kunne høre, at de talte engelsk ved bordet længere henne, måske var det et par udenlandske studerende, der havde fundet vej til byens populære spisested. På min venstre side sad en ung og progressiv kvinde med sin kæreste placeret overfor sig. De var søde og smilende, og der gik ikke længe førend et slag kort udfyldte deres ventetid. Til højre for mig havde min kæreste fået plads og for bordenden et par, der havde taget vejen fra både Amager og Charlottenlund for at tage del i det fælles måltid. Rundt omkring løb legende børn og hyggede sig, store som små. Måske fik de dén aften nye legekammerater…..
Den øvre etage, der i tidligere tider havde været hjemsted for orgel og sangere, var nu omdannet til en hyggekupé, hvor man kunne slappe af og få blodtrykket ned efter en travl arbejdsdag. Kalkmalerier eller andre genstande, der kunne vidne om bygningens fortid var ikke at skimte nogen steder. Til gengæld var loftet sænket og en lille scene var kommet til. I sideskibet var et storkøkken og en bar blevet etableret, hvor unge mennesker servicerede de tørstige kunder.

En smag af pampas

Klokken havde passeret 18 og en anden ung kvinde tonede frem i salens hjørne og præsenterede aftenens to retters menu; Angentisk asado med polenta, tomatsalsa og grøn pesto samt is & kage til kaffen. Vores maver hvinede af begejstring og de to ældste herre ved bordet satte straks i trav for at hente steg og gemuse ned til vores bord. Én steg og én skål af hver med tilbehør. Det var, hvad der var pr. bord, og det viste sig at være perfekt afstemt. Virkelig god vin havde også fundet vej til vores glas, så nu kunne vi gå igang. Måltidet, og især stegen, smagte intet mindre end himmelsk! Aldrig har jeg smagt sådan et saftigt stykke kød før. Aldrig. Jeg er normalt ikke den store kødspiser, – af flere grunde, men det her var så veltilberedt, at alle planer om en vegetarisk fremtid for en stund forlod mit hovede. Jeg kunne næsten sanse det grænsende kvæg på pampassen og en gaucho ridende omkring for at tage vare og passe på, så godt smagte det. Det lækre måltid smittede af på stemningen, og inden længe var vi faldet godt i snak med parret for bordenden. Den snak blev ved resten af aftenen, kun kort afbrudt af vores andre bordfæller, de unge kortspillere, der havde travlt med at få desserten på bordet, så de kunne stikke af til koncert i Vega. En dessert, der i øvrigt også lå i den høje søde ende af skalaen.
Vores nye samtalepartnere viste sig at have samme interesser som os; bæredygtighed, samfund og børneopdragelse. Vi var derfor, da vi forlod Absalon 3 timer efter, ikke kun beriget med fyldte maver, men også med inspirationsfyldte hoveder af grønne tanker, børnetips og nye anskuelser. Det var fedt! Næsten hvad man kan kalde for en helhedsoplevelse.
Høj musik fra en ung dj signalerede, at der måske var en ungdomsfest på vej, og det blev afsættet til endelig at bryde op og sige tak for i aften. Salen var også efterhånden tom for spisende gæster, men det ænsede vi først nu, hvor vi havde givet slip på samtalerne. En skøn oplevelse med skønne mennesker i skønne omgivelser var forbi, og den skulle nu fordøjes og bundfældes. Vi vandrede dybt taknemmelige igennem den store kirkedør ud i den mørke aften og satte kursen hjemad. Mætte, lette og trætte. Og et rungende på gensyn til Absalon.

Berigende og bæredygtigt

Folkehuset og fællesspisningen var en stor og berigende fornøjelse, men det sted kan mere end skabe bånd, relationer, aktivere og mætte munde. Huset har for mig at se også bæredygtig funktion. For det første er rammerne “genbrug”, en kirke er blevet omdannet og har fået en helt ny opgave og funktion. Desuden er begreber som “minus madspild” og “delekøkken” i høj grad en positiv konsekvens af det kollektive måltid. Færre resurser bliver anvendt og madspild bliver begrænset. Skåle og tallerkener var tomme, da vi var færdige med aftenens måltid. Og kun ét køkken havde skabt ét samlet måltid til godt 200 personer. Det må siges at være besparende på alle planer. Nok var der steg på programmet, men hvis man studerer husets menu, er der 2 vegetardage om ugen og naturligvis også fjerkræ på programmet. Kun enkelte dage synder man altså i forhold til klimaregnskabet…..og hvem ved, inden længe er stegen måske skiftet ud med labre larver eller gæve græshopper. Fremtidens mad får helt sikkert nye ben at gå på i en nær fremtid.
Alt i alt oplever jeg dette hyggelige folkehus som et stort benefit for borgerne; åndelig og bæredygtig føde i ét. Det findes ikke meget bedre og må betragtes at være en vigtig brik i det fælles bedste. Så 6 stjerner herfra til et hus, der kan noget helt specielt.

FAKTA

absaloncph.dk

Absalon
Sønder Boulevard 73
1720 København V

Priser for fællesspisning:

Lørdag-torsdag:
50 kr for voksne og børn 0-5 år spiser gratis
Fredag:
100 kr for voksne og børn 0-3 år spiser gratis

Maden serveres kl 18

Folkets klimamarch – København 2017

Meteorologerne lovede regn og kulde i det københavnske den sidste weekend i april, men heldigvis tog de fejl. Lørdag den 29. April rullede min datter Clara og jeg ind med toget på hovedbanen til lunt forårsvejr. Vores mål var Christiansborg Slotsplads, hvor dagens store klimamarch skulle tage sin begyndelse. Det var dagen for Donald Trumps første 100 dage på posten som USAs præsident, og den skulle naturligvis markeres ved at sætte spot på klimaet verden over. I hundredevis af storbyer rundt om i verden var der klimademo, – i Danmark var det i København det foregik.

Talentfulde taler

Folk var mødt talstærkt op, da vi indfandt os på slotspladsen. Især mange organisationer var tilstede, såsom Verdens skove, Greenpeace og Noah. Enkelte politikere samt miljøforkæmpere stod parat til at indtage talerstolen. Medier har af gode grunde det sidste lange stykke tid haft opmærksomheden rettet mod afsmeltningen af Arktis, og det var det også dagens særlige emne. Pernille Skipper fra Enhedslisten var én af de første på podiet, og hun havde regeringens nye planlagte olieboringer på programmet. Boringer hun helst så sløjfet. En klimaaktivist fra Greenpeace referede en happening i Finland, som havde kostet hende et fængselsophold. Og en smuk grønlandsk kvinde fik åbnet vores øjne for, hvordan klimaforandringerne har store fatale konsekvenser for eksempelvis hendes folk, der er afhængig af isen og det tilhørende dyreliv i Grønland. Hun fik fortalt hendes historie med så stor oprigtighed og intensitet, at vi alle blev meget tavse og fortvivlede på hendes og hendes folks vegne. Ikke kun isen vil forsvinde, også små samfund og befolkningsgrupper, der har eksisteret i tusinder af år. Hendes tale var stærk og følelsesladet! Et grønlandsk band afsluttede talerne med melodiøse rocknumre, og med den musik blev marchen sat igang.

Munter march

En fællesskabsfølelse, der længe har været fraværende i mit liv, dukkede pludselig op, da vi satte igang side om side til lyden af grønlandske toner. Skøn stemning. En politieskorte dukkede op og folk hejste deres banner og skilte. Turen var planlagt til at følge kanalen, og deltagere med gangbesvær kunne dermed sejle “marchen”. Der blev spillet musik undervejs, danset og på én af de mange broer havde et sambaband indtaget fortovet og slog løs på trommer og andre instrumenter. Brasiliansk power opstod. Det smukke lune vejr holdt ved og længere henne i marchen fik en ghettoblaster The Beatles til at genopstå for en stund. Der var ægte demostemning, men for desværre en meget trist og fatal sag. Klimaforandringerne er igang og kan ikke bremses, men vi kan, hvis vi vil, gøre en indsats for at mindske konsekvenserne. Regeringen ( erne ) har det sidste ord, for som der stod på et banner “Systemforandringer, ikke klimaforandringer”. Samfundets struktur og kerneværdier skal ændres. Klode før kapital.

Politisk fravær

Marchen endte ved udgangspunktet, på slotspladsen. Der blev sagt et par afsluttende ord på podiet, og derefter tog Alternativet over med et lille afterparty på pladsen… Enhedslisten og Alternativet var de eneste politiske partier, der deltog i arrangementet, hvilket skabte lidt forundring, – i hvert fald hos mig. Hvor var SF, De Radikale. Socialdemokratiet og alle de andre? Burde der politisk ikke være en fælles front, der kæmper for kloden? En grøn fælles front?
Det er uforståeligt at vores klode, og dermed vores eksistens, ikke har en naturlig førsteprioritet på den politiske dagsorden. Hvad er det de venter på eller ikke forstår? Der er rigelig med evidens for, at klimaforandringerne er menneskeskabte og at eksempelvis CO2 udledning er en væsentlig synder. Men vækst trumfer klodens tilstand og med kapitalistiske præsidenter og virkelighedsfjerne miljøministre på posterne, så er det op ad bakke.

Lukker vi alle øjnene

Men ikke kun politikerne har svært ved at komme ud af hullerne. Vi har alle svært ved at forstå sagens alvor. Adskillige eksperter har bud på hvorfor, og et af dem er at menneskets hjerne ikke har udviklet sig specielt meget siden stenalderen. Derfor reagerer vi bedst på trusler, som vi i tidernes morgen også kunne relatere til. Trusler som har noget med os selv at gøre eller har indflydelse på os nu og her. Trusler der skaber pludselige forandringer i vores miljø eller resulterer i uretfærdighed. Klimaforandringernes konsekvenser hører primært til i fremtiden, så er derfor problematiske for stenalderhjernen.
En anden teori er “Optimism Bias”. Den handler om, at vi altid tror, at problemerne rammer de andre, ikke os selv. Orkanerne rammer et andet sted og oversvømmelser og temperaturstigninger ligeså.
Andre forskere og psykologer igen foreslår, at det også handler om, at vi mennesker kun har plads til en begrænset mængde bekymringer. En såkaldt “pool of worry”, hvor der typisk indgår bekymringer vedrørende vores familie, arbejde, penge, helbred og kriminalitet. Her er der måske ikke så meget plads til klimaforandringer. Så der mange grunde og mange bud på, hvorfor vi ikke smider, hvad vi har i hænderne og straks griber til handling.

Det svært, der er trist og det er tragisk. Måske forstod passagerer og besætning i 1912 heller ikke alvoren, da Titanic var ved at gå under. De var jo på jomfrurejse med verdens første synkefri skib, så de lukkede ører og øjne og festede igennem til den bitre ende. Lad os håbe, at vi trods alt får rykket, reageret og sat ind og igang, inden festen er forbi. Også politikerne. Især politikerne.

Begrænsning og konsekvens

Fænomenet begrænsning synes at være et vilkår for mange i denne tid. Alderen giver i livets forskellige perioder en form for begrænsning. Børn har begrænsede udfoldelsesmuligheder, indtil de har lært kunsten at gå, tale, forstå etc. Ældre har de samme begrænsninger med omvendt fortegn. Og alle os midt imellem er også begrænset i perioder på baggrund af eksempelvis økonomi, travlhed, småbørn, store børn, stress, handicap, psykisk og fysisk sygdom og så videre…. Vi lever med begrænsningen som følgesvend, nogle mere end andre. Penge har altid gået for at være nøglen uden af begrænsningens fængsel. Penge er frihed, som min veninde engang sagde… Og det er jo rigtigt et langt stykke hen ad vejen. Man kan, hvis man har penge nok, købe sig til mangt og meget. Man kan købe sig til det “gode liv” med materiel overflod, rejser, hushjælp, legemelige forskønnelser og oplevelser. For mange betyder det til gengæld lange hårde arbejdsdage for at hive penge hjem til at komme væk fra begrænsningerne. Konsekvensen kan blive stress, tidlig nedslidning og manglende tilstedeværelse og nærvær i forhold til familie og andre relationer. Så vejen ud af begrænsningens fængsel kan have store konsekvenser… konsekvenser, der kan blive endegyldige og som ikke kan helbredes med en pose penge.

Global udbrændthed
.
Begrebet begrænsning har altså sin egen følgesvend nemlig konsekvens. Begrænsning… konsekvens…..
Set i lyset af den grønne omstilling og nødvendigheden for en en mere fornuftig levevis passer disse begreber også ind som et outcome. For den bæredygtig livstil kan på nuværende tidspunkt i forhold til de vaner og udfoldelsesmuligheder vi har nu, virke begrænsende. Men hvis vi fortsætter med at tærre på ressourcerne, så bliver jorden så slidt og udtømt at den går nedenom og hjem, ligesom vi mennesker også gør, hvis vi bliver udsat for belastning og slitage over en længere periode. Vi brænder ud! Og det samme vil ske for jorden… den blir ramt af global udbrændthed.

Klimakvalme

Jeg tror mange er mættet af at høre om den klimamæssige deroute, jorden er på. Og på samme måde som vi ( jeg ) zapper væk fra nyheder om krigens rædsler hver eneste gang de toner frem i tv, så undgår folk måske også efterhånden bad news om klimaet. Man taler om klimakvalme, da folk kan ikke rumme mere. De nedslående fakta er ikke befordrende for hverken energien eller humøret…. Dårlige fremtidsprognoser, klimaforandringer og udsigten til, at det liv og den verden vi kender, er i en skelsættende forandringsproces, er nedslående og en omvæltning af uoverskuelige dimensioner. Og dertil er en livsomlægning med begrænsningen som fast følgesvend. Det er ikke just det, som vi har gået og drømt om.

Tid, penge og behov

Udover af vi skal flytte fokus fra os selv og mentalt indstille os på kursen mod en kollektiv indsats, kommer vi ikke udenom at dyrke nøjsomheden, begrænse os. Og lige præcis begrænsningen, tænker jeg er én væsentlig grund til at mange har svært ren praktisk at omstille sig og integrere og implementere nye vaner. Vi vil helst ikke begrænses for meget i de muligheder, som giver os det “gode liv”. Hvor mange vælger dyre økologiske madvarer og klimavenlige løsninger, når det konventionelle koster det halve? En del, men ikke alle. Mange har af økonomiske grunde ikke muligheden for at vælge, eksempelvis de studerende og andre med meget lave indkomster. I så fald er der ikke råd til andet end at sidde derhjemme og spise økologiske mad. Og det liv matcher ikke eksempelvis de unges sociale behov. En del af det rejsende folk får sandsynligvis svært ved sige farvel til CO2 belastende rejser med kulturelle oplevelser og varme badeferier, for i stedet for eftertiden skulle tilbringe ferierne i regnfuldt klima i Norden? Og hvem vil eksempelvis bruge tid og kræfter på at reparere og lappe ting, i stedet for at smide ud? Ikke så mange endnu, tror jeg, men måske ikke kun på grund af manglende lyst, muligvis også fordi det kræver tid. Mange vælger at prioritere tiden anderledes…Mig selv inklusiv, selvom jeg dagligt arbejder med gamle mine vaner og prøver på at omstille mig, både mentalt som i min adfærd. Vores vaner og vores behov er noget af det sværeste at lave om på. Deri ligger måske også noget tryghed, det vante, det kendte… samt besværlighed og prisen for at forandre os. Men måske, hvis vi tør give slip og investere, er en omstilling nemmere end vi forventer… vi vænner os langsom til at gå efter økologien i supermarkedet, snuppe cyklen i stedet for bilen og spise op, bruge op og sortere affald. En skønne dag synes vi måske også at en uge i en rød svensk træhytte ved en spejlblank sø i ren frisk luft er langt mere behagelig og interessant end Middelhavets hvide sandstrand i dræbende høj varme. Måske vil glæden ved at forlænge levetiden for vores materielle ting ved reparation overskygge glæden ved at få nyt. Måske kan vi forandre vores nuværende måde at leve på, hvis vi oplever, at forandringen er medvirkende til at forbedre klodens klima… Jeg håber at det er i det lys vi kommer til at anskue vores fremtidige begrænsede livsstil. Ud med ego, luksus og komfort og ind med håb, begrænsning for en forbedring af klimaet… og synlige resultater. En altafgørende begrænsning, der udmønter sig i en positiv konsekvens 🍀

Da Amazonas ramte mig lige i maven…

Den grønne farve, fugtig tung varme og støv fra den røde landevej dominerede sanserne, da vi kørte afsted igennem Amazonas regnskov i vores ekspeditionstruck. De eksotiske dyr var forlængst krøbet i skjul i den store tætte skov, da de kunne høre vores lastbil komme buldrende på lang afstand. Årstallet var 1994, og jeg var draget ud på mit første store rejseeventyr i Sydamerika. 19 År, fuld af forventning og klar på at tage imod alle de oplevelser, der ventede. Og jeg nød det… friheden, den fremmedartede kultur og den smukke og enestående fauna og natur. Det var fantastisk, og jeg var helt fyldt op; visuelt, af dufte og af varme, da vi trillede igennem den første strækning af Amazonas. Det var ubeskriveligt!
Men den idylliske virkelighed viste sig med ét at besidde en anden side også. Smuk frodig regnskov blev pludselig afløst af grå nøgne træer… Tæt røg omkring dem vidnede om et bål af format forinden. Jeg var i chok!!! Jeg havde hørt om fænomenet, men var slet ikke forberedt på at skulle konfronteres med disse afbrændinger. Og området med afbrændt regnskov, som vi lige pludselig befandt os i, ville ingen ende tage. Det var ganske enkelt frygteligt! Mit hjerte og min mave græd om kap! Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne man så let som ingenting destruere denne naturrigdom blot for at indkassere ussel mammon??? Jeg fattede det ikke, og jeg manglede ord. Jeg kunne kun mærke fortvivlelsen indeni samt medfølelse over skovens folk, planter og dyrearter, der mistede deres hjem og deres virkelighed, som havde eksisteret i hundredevis af år. En tragedie af dimension fandt sted lige foran øjnene på mig…. Nu her 23 år efter står disse billeder stadig stærkt i min hukommelse, – jeg husker det, som det var i går.

Junglens rigdomme

Efter denne skelsættende oplevelse på den transamazoniske landevej, der på daværende tidspunkt blot var en bred rød grusvej, nåede vi endelig første store milepæl, storbyen Manaus. Det var en meget civiliseret metropol placeret midt i junglen. Og vi havde, ligesom de fleste andre turister, et stort ønske om at komme tættere på den enestestående og fremmedeartede natur. Første dag efter ankomst drog vi derfor på vores allerførste jungletrip! Vi blev taget i hånden af en meget kompetent indianer, Tom, der levede af at guide og indvie turisterne i skovens rigdomme og lade dem komme tæt på de stadig eksisterende naturfolk. Det var spændende, virkelig spændende. Han fortalte om, og viste os de mest fantastiske rigdomme i regnskoven, og det gik ret hurtigt op for mig, at regnskoven har alt og kan alt! Ikke nok med at den favner alskens smukke træsorter og et væld af stadig ukendte dyre-og plantearter, den har også et naturligt spisekammer, der byder på både meget næringsrige fødevarer og et meget omfangsrigt og veludstyret medicinskab. Det var overvældende…. og meget tankevækkende og bekymrende i forhold til den grufulde virkelighed, vi havde mødt dagene forinden. Ikke nok med at man destruerede bosted for naturfolk, dyre-og plantearter, man destruerede også vores allesammens oprindelige medicinskab! For slet ikke at tale om destruktionen af verdens væsentligste CO2- optager; regnskoven er jo med til at holde den globale opvarmning i skak. Det er ikke for ingenting, at Amazonas kaldes for “verdens lunger”.
Det var derfor på én og samme tid meget berigende viden, vi fik leveret af vores guide og så samtidig endnu en mavepuster. Vi forlod Manaus, junglen, Brasilien, Sydamerika både fuld af livsenergi og glæde og så samtidig dybt nedtrykte over menneskets grådighed og dumhed for at kunne skaffe sig et øjeblik ( et liv ) i behagelighed.

Verdens medicinskab

Jeg er i tiden efter blevet opmærksom på, at mindst en fjerdedel af den vestlige medicin, som vi bruger i dag, har sin oprindelse i regnskoven. Og det er et højt tal, når man tager i betragtning, at mindre end 1 % af skovens træer og planter er blevet videnskabeligt undersøgt for at finde deres medicinske egenskaber. Potientialet er derfor enormt. Skoven har indtil videre givet os lægemidler til at behandle mange meget forskellige sygdomme som fx betændelser, gigt, diabetes, muskelspændinger, malaria, hjertekarsygdomme, hudsygdomme, grøn stær og hundredevis af andre sygdomme. Mange børn, der har været ramt af leukæmi, har ligeledes været meget taknemmelige for en speciel blomst ved navnet rosen-singrøn. For 15 år siden fandt man ud af, at denne blomst havde en stor effekt på kræft, især børneleukæmi. Efter denne opdagelse faldt dødeligheden fra 90 til 10 %!
Værdien af regnskovens planter er derfor kollosal, og den bedste måde at bevare disse rigdomme på er at kæmpe for regnskovens bevarelse. Min oplevelse i Sydamerika for 23 år siden blev en gigantisk øjenåbner, både hvad gælder regnskoven, men også naturbevarelse i al almindelighed. Vi må ikke bare lade stå til og være ukritiske, men prøve hver dag at implementere og holde fast i bæredygtige vaner. Det er dog en proces, da vaner er noget at det sværeste at lave om på. Men som min gamle mor altid siger; “Man kan, hvad man vil” Og det gælder også i den grønne omstillings tegn 🍀

Perler og plastik

Hov, der var endnu et vættelys… næsten nede i vandkanten, lå et langt fint vættelys med spids blandt de mange andre forskelligartede sten… Jeg befandt mig på en stenstrand. Ingen sand, kun sten og tang… og så alt det andet.

I min opvækst tilbragte jeg de fleste af årets weekender på disse stenstrande omkring mine forældres sommerhus på sydspidsen af Langeland. Det omkringliggende landskab var kuperet og vidnede om istidens massive kræfter, der havde huseret. Smukt, frodigt og grønt. Det var igennem de bakker, vi hver weekend drønede i den orange Mazda for at komme ned til det hjemmebyggede feriested. I de første år var vi fem afsted, men efterhånden, som mine ældre søskende flyttede hjemmefra, var det bare mig og de gamle. I mange år følte jeg faktisk at stedet var mit andet hjem. Jeg lå inde i min mors mave, da hun malede brædder til sommerhuset, og i familiealbummet sidder jeg et halvt år gammel i min skråstol på den næsten færdigbyggede terrasse og spejder ud over havet. Det var godt for mig, tror jeg. Godt at vokse op i den friske luft fra Østersøen med naturen og stranden som min legeplads. For det blev den efterhånden.

Ofte gik jeg time efter time nede på stranden for blot at spejde efter fossiler. Og med tiden fik jeg egentlig ret godt øje for det. Hvad værre var, at stranden desværre ikke kun var hjemsted for gamle forsteninger. Der skyllede også plastikstykker op, store som små. En gang imellem lå der også plastikdunke og sågar plastiktønder og flød rundt. Og af og til stødte jeg også på gult skum i vandkanten og olieagtige plamager. Jeg vænnede mig til det og tænkte ikke den gang på, at det, jeg var vidne til, blot var en brøkdel af det, havet rummede af affald og forurening. Og jeg overvejede slet ikke, at det var et fænomen, der i de kommende årtier ville udvikle sig…

Det sunde ukrudt fra havet

Min mor viste sig af og til ned på stranden. Med en sort plastiksæk. I den samlede hun ganske enkelt tang op, der var skyllet op på stranden. Hun havde nemlig læst, at det næringsrige tang var noget af det bedste, man kunne grave ned og bruge som gødning i køkkenhaven. Hun havde netop anlagt en stor én af slagsen omme bag huset, så vi kunne få lidt jordbær og sund råkost til karbonaderne.
Men arg… det var lidt spøjst. Min mor og jeg var jo ikke altid de eneste på stranden, og så rendte hun rundt dér og fyldte tang i sorte sække! Jeg krummede tæer over det skøre påfund… Tang i haven?!

Da jeg blev ældre og fik mere indsigt i havets perler, gik det op for mig, at det var ret genialt, at hun sådan brugte den den næringsrige tang til skabe sunde og gedigne grøntsager med. Og de blev jo kæmpe, de grøntsager hun fik fremavlet! I dag har globaliseringen sørget for, at tang som næringskilde er blevet ret udbredt. Som kosttilskud har det også for længst fundet vej til hylderne i Helsekostbutikkerne.

De enorme plastiksupper

For et års tid siden dukkede det pludselig op i nyhederne, at der befinder sig nogle kæmpe plastiksupper i verdenshavene. Plastikaffald, som af den ene eller den anden grund er endt i havet og har samlet sig via havstrømmene i fem store supper. Tilsammen udgør de et areal på størrelse med Afrika! Det er chokerende, og det voldsomt. Ikke nok med, at det befinder sig i havet, men meget af det malplacerede plastik ender rent faktisk i fødekæden. Fisk, store som små, samt fugle indtager plastikken, der så finder vej længere ind i deres system.
For nylig kostede det en hval i Bergen livet. Ved åbningen af det store havdyr gjorde biologer et uhyggeligt fund; 30 plastikposer samt en masse mikroplast, chokoladepapir og brødposer kom til syne. Dette affald havde skabt en prop i systemet og resulteret i et tarmsystem tømt for næring og en udhungret hval. Hvalen havde uden tvivl haft ondt i sin sidste tid, og biologer mente, at den muligvis havde forvekslet skraldet med blæksprutter. Ganske forfærdeligt!
Dog er der ikke kun fugle og fisk, der bliver ramt. Der er på sigt også fatale konsekvenser for os mennesker, der indtager fisk og andre godbidder fra havet. Havets plankton, som fiskene lever af, kan nemlig filtrere mikroplast, og dermed bliver det optaget og indgår i fødekæden.

Recycling

Organisationen Plastic Change er med til at kortlægge koncentrationen af mikroplastik i verdenshavene igennem ekspeditioner. Yderligt skaber de fokus og opmærksomhed omkring problemet og konsekvenserne deraf. De varsler, at om 10 år er mængden af plastik i havet fordoblet, og i 2050 vil mængden af plastik vægtmæssigt overstige mængden af fisk, hvis vi lader stå til. Dette er intet mindre end en katastrofe!
Plastic Change har blandt andet stået bag projektet ” Bænken og skraldespanden” , der satte spot på plastikforureningen ved Vesterhavet. I oktober 2016 deltog flere hundrede frivillige i rensning af Vesterhavets strande og samlede plastik ind i sækkevis. De store mængder af indsamlet plast blev genanvendt, hvilket resulterede i plastbænke og skraldespande til opstilling på strandene, hvor plasten blev indsamlet. Fantastisk initiativ.
Forhåbentlig giver sådanne projekter samt det stadigt stigende fokus på plastikforureningen os alle stof til eftertanke og omtanke i vores daglige forbrug. Plastik og andet affald hører ikke hjemme i naturen, på strande, og i havene. Jeg håber for de kommende generationer, at de med ro i sindet kan nyde og gøre brug af havets fantastiske spisekammer. At de kan være sikre på, at det, de sætter tænderne i,ikke er infiltreret med plastik….
Og at de, ligesom vores og tidligere generationer, kan få skønne stunder i naturen, på strande, hvor hovedparten af naturen er natur og ikke er plastik og andet affald. Hvor de kan finde sjove og flotte sten og ikke sjove stykker plastik… Det håber jeg virkelig. Perler og ikke plastik.

Klimakrisens absurditet

Jeg er lige gået i seng og putter mig under dynen. Pludselig slår det mig, at jeg faktisk er omfavnet af fjer. Inde bag 2 lag bomuldsstof befinder der sig et væld af fuglefjer, som varmer mig hver nat året rundt. Under mig en træseng og børnenes træsenge ved siden af igen. Inden jeg lagde mig under dynen, tilbragte jeg aftenen i vores uldsofa med benene oppe på et arvestykke af en rokokopude i læder….
Sådan cirka 75 % af vores interiør består af træ og ligeså gør gulve, døre og karme. Fjer, bomuld, uld, træ og læder…. naturen danner rammerne og giver mig komfort i min bolig.
Størstedelen af vores tøj består også af bomuld eller uld og vores fodtøj af læder. Vi åbner vandhanen og får ( stadig ) det reneste vand ind fra naturens vanddepoter. Og når muligheden er der, så kan jeg sætte mig ned i vores have i vores træhavemøbler og læse en avis, som er udvundet af træ. Og jeg kunne blive ved…

En meget stor del af vores liv er baseret på naturmaterialer. Vi er fuldstændig afhængig af naturen, og hvad den kan tilbyde os af goder. For slet ikke at tale om kosten, som den primære faktor for vores overlevelse…

Desværre er status forandringer og kaos i naturen og klimaet. Jeg tror, at mange af os har glemt, hvilken rolle naturen i bund og grund har. Ikke kun kosten er på spil. Ikke kun kødet skal udskiftes med insekter, men også rammerne er måske i fare… For hvad gør vi, når ressourcerne på et tidspunkt er blevet små og udtømte? Vi kan jo ikke holde varmen året rundt i syntetiske materialer og udelukkende omgive os med plastik…
Nu er der nok heldigvis lang tid til, at bestanddelen af får og træer svinder ind, men med øget befolkningstilvækst og tiltagende klimaforandringer med tørke, regn, kulde og jordskælv på steder vi ikke før har set, bliver vi stadig udfordret i fremtiden… Det er bekymrende.

Klimakaos

Ny forskning tyder på, at den globale opvarmning vil betyde, at vi med tiden må sige farvel til iskappen højt mod nord og sige goddag til et kaotisk klima her i Norden. Havstrømmene som transporterer varmt vand og vejr op syd fra vil blive svækket og det vil forandre livet i havene. Ligeså vil det køligere klima påvirke vores landklima, natur-og dyreliv, så der bliver vendt og ned på alting.
Den danske digter og forfatter Henrik Nordbrandt har altid følt, at verden var et usikkert sted. Vi har altid mishandlet hinanden og kloden, siger han, og han fravalgte derfor af samme grund i mange år at stifte familie. I sine digte behandler han klimaforandringerne og skriver blandt andet “At sætte et barn i verden er mord”. Der er jo ikke plads til os alle, forklarer han. Afrikanerne bruger tonsvis af penge på at komme herop i en gummibåd ( hvis de altså når så langt ), og samtidig bruger vi masser penge på at komme bekvemt ned i varmen for en stund. Absurd!
Når klimaforandringerne gør store dele af verden ubeboelig og især Afrikas befolkning vokser, så søger folk andre steder hen. Antallet af klimaflygtninge vil fortsat stige, vi har kun set begyndelsen…. Men hvor skal vi alle være, og hvilke vilkår kommer de kommende generationer til at leve under? Skal vi i bedste Trump-stil insistere på at bygge en mur rundt om Europa?, Danmark? Hytte vores eget skind og forsøge på at bevare stumperne af velfærdssamfundet?
Og hvad så, hvis naturen til den tid har ændret sig så meget, at Danmark som landbrugsland med vildt i skovene og torsk i havene ikke længere er at finde. Hvad gør vi så? Jeg tror ikke, at der er nogen umiddelbare svar eller løsninger andet end massiv forebyggelse, for konsekvenserne er intet mindre end uoverskuelige…

Vi er i lommen på moder jord, uden hende har vi intet. Natur og mennesker er ikke to differentierede begreber. Mennesket er et pattedyr og en del af naturen, og vi skal sætte pris på og kæmpe for det stadig velfungerende økosystem, som vi er en del af.
Vi skal sætte pris på og sende gode tanke til moder Jord, naturen, økosystemet, næste gang vi putter os under dynen, slænger os i sofaen, læser en avis og drikker vores kaffe. Uden alle disse goder havde vi en sølle eksistens.