Begrænsning og konsekvens

Fænomenet begrænsning synes at være et vilkår for mange i denne tid. Alderen giver i livets forskellige perioder en form for begrænsning. Børn har begrænsede udfoldelsesmuligheder, indtil de har lært kunsten at gå, tale, forstå etc. Ældre har de samme begrænsninger med omvendt fortegn. Og alle os midt imellem er også begrænset i perioder på baggrund af eksempelvis økonomi, travlhed, småbørn, store børn, stress, handicap, psykisk og fysisk sygdom og så videre…. Vi lever med begrænsningen som følgesvend, nogle mere end andre. Penge har altid gået for at være nøglen uden af begrænsningens fængsel. Penge er frihed, som min veninde engang sagde… Og det er jo rigtigt et langt stykke hen ad vejen. Man kan, hvis man har penge nok, købe sig til mangt og meget. Man kan købe sig til det “gode liv” med materiel overflod, rejser, hushjælp, legemelige forskønnelser og oplevelser. For mange betyder det til gengæld lange hårde arbejdsdage for at hive penge hjem til at komme væk fra begrænsningerne. Konsekvensen kan blive stress, tidlig nedslidning og manglende tilstedeværelse og nærvær i forhold til familie og andre relationer. Så vejen ud af begrænsningens fængsel kan have store konsekvenser… konsekvenser, der kan blive endegyldige og som ikke kan helbredes med en pose penge.

Global udbrændthed
.
Begrebet begrænsning har altså sin egen følgesvend nemlig konsekvens. Begrænsning… konsekvens…..
Set i lyset af den grønne omstilling og nødvendigheden for en en mere fornuftig levevis passer disse begreber også ind som et outcome. For den bæredygtig livstil kan på nuværende tidspunkt i forhold til de vaner og udfoldelsesmuligheder vi har nu, virke begrænsende. Men hvis vi fortsætter med at tærre på ressourcerne, så bliver jorden så slidt og udtømt at den går nedenom og hjem, ligesom vi mennesker også gør, hvis vi bliver udsat for belastning og slitage over en længere periode. Vi brænder ud! Og det samme vil ske for jorden… den blir ramt af global udbrændthed.

Klimakvalme

Jeg tror mange er mættet af at høre om den klimamæssige deroute, jorden er på. Og på samme måde som vi ( jeg ) zapper væk fra nyheder om krigens rædsler hver eneste gang de toner frem i tv, så undgår folk måske også efterhånden bad news om klimaet. Man taler om klimakvalme, da folk kan ikke rumme mere. De nedslående fakta er ikke befordrende for hverken energien eller humøret…. Dårlige fremtidsprognoser, klimaforandringer og udsigten til, at det liv og den verden vi kender, er i en skelsættende forandringsproces, er nedslående og en omvæltning af uoverskuelige dimensioner. Og dertil er en livsomlægning med begrænsningen som fast følgesvend. Det er ikke just det, som vi har gået og drømt om.

Tid, penge og behov

Udover af vi skal flytte fokus fra os selv og mentalt indstille os på kursen mod en kollektiv indsats, kommer vi ikke udenom at dyrke nøjsomheden, begrænse os. Og lige præcis begrænsningen, tænker jeg er én væsentlig grund til at mange har svært ren praktisk at omstille sig og integrere og implementere nye vaner. Vi vil helst ikke begrænses for meget i de muligheder, som giver os det “gode liv”. Hvor mange vælger dyre økologiske madvarer og klimavenlige løsninger, når det konventionelle koster det halve? En del, men ikke alle. Mange har af økonomiske grunde ikke muligheden for at vælge, eksempelvis de studerende og andre med meget lave indkomster. I så fald er der ikke råd til andet end at sidde derhjemme og spise økologiske mad. Og det liv matcher ikke eksempelvis de unges sociale behov. En del af det rejsende folk får sandsynligvis svært ved sige farvel til CO2 belastende rejser med kulturelle oplevelser og varme badeferier, for i stedet for eftertiden skulle tilbringe ferierne i regnfuldt klima i Norden? Og hvem vil eksempelvis bruge tid og kræfter på at reparere og lappe ting, i stedet for at smide ud? Ikke så mange endnu, tror jeg, men måske ikke kun på grund af manglende lyst, muligvis også fordi det kræver tid. Mange vælger at prioritere tiden anderledes…Mig selv inklusiv, selvom jeg dagligt arbejder med gamle mine vaner og prøver på at omstille mig, både mentalt som i min adfærd. Vores vaner og vores behov er noget af det sværeste at lave om på. Deri ligger måske også noget tryghed, det vante, det kendte… samt besværlighed og prisen for at forandre os. Men måske, hvis vi tør give slip og investere, er en omstilling nemmere end vi forventer… vi vænner os langsom til at gå efter økologien i supermarkedet, snuppe cyklen i stedet for bilen og spise op, bruge op og sortere affald. En skønne dag synes vi måske også at en uge i en rød svensk træhytte ved en spejlblank sø i ren frisk luft er langt mere behagelig og interessant end Middelhavets hvide sandstrand i dræbende høj varme. Måske vil glæden ved at forlænge levetiden for vores materielle ting ved reparation overskygge glæden ved at få nyt. Måske kan vi forandre vores nuværende måde at leve på, hvis vi oplever, at forandringen er medvirkende til at forbedre klodens klima… Jeg håber at det er i det lys vi kommer til at anskue vores fremtidige begrænsede livsstil. Ud med ego, luksus og komfort og ind med håb, begrænsning for en forbedring af klimaet… og synlige resultater. En altafgørende begrænsning, der udmønter sig i en positiv konsekvens 🍀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *